Loading...

Hold vandet ude og udgiften nede

Flere forsikringsselskaber giver rabat, hvis du får en kloakmester til at installere et højvandslukke eller lave andre klimasikringer af huset

Klimaet er under forandring, og flere og flere voldsomme regnskyl truer de danske kældre. Det kan give husejere hovedpine og lommesmerter, hvis de ikke gør noget.

Det er både dyrt og besværligt, hvis der trænger vand ind i kælderen ved skybrud og stormflod. Især hvis det er blandet med beskidt kloakvand. Risikoen i sig selv burde få husejere til at sikre sig imod det. Men der kan være flere kontante fordele, som kan høstes – også i tørre tider uden oversvømmelser.

Mange forsikringsselskaber tilbyder nemlig faste kunder en rabat på husforsikringen, hvis de får en kloakmester til at installere et højvandslukke eller en pumpebrønd til spildevand. Vilkårene er ikke ens i alle selskaber, så man må tage fat i sit eget for at finde ud af reglerne. Ofte er rabatten for eksempel betinget af, at installationen bliver efterset en gang om året.

I Codan får man 15 procents rabat. Også Tryg og GF Forsikring tilbyder rabat, men har ikke oplyst hvor meget.

Nemt at undgå kloakvand i kælderen

Oversvømmelse fra kloaksystemet er yderst ubehageligt og ulækkert. Der kan være bakterier og virus i det vand, der trænger ind i huset, så det kan også være sundhedsskadeligt.

”Men det er nemt for de fleste at undgå den slags oplevelser, hvor vandet stiger op gennem afløb i brusenichen,” siger autoriseret kloakmester Preben Pedersen fra Aktiv Entreprise på Djursland.

”Et højvandslukke kan som regel forhindre kloakvand i at løbe baglæns i kloakken og op igennem dit kælderafløb eller toilet, når der er skybrud og stormflod, og hovedkloakken bliver oversvømmet og begynder at løbe den forkerte vej,” forklarer han.

Et højvandslukke er en stump kloakrør med to klapper, der lukker spildevandet ud når du skyller ud i toilettet, men stopper for vand den anden vej tilbage. Det placeres normalt så tæt som muligt på det gulvafløb, som det skal beskytte mod oversvømmelse.

Djursland risikerer 80 procent flere skybrud

Når forsikringsselskaberne giver rabat på sikring mod oversvømmelse, så er det fordi risikoen for skybrud stiger.

Djursland er et af de områder i Danmark, som vil opleve den største stigning i antallet af skybrud de kommende år. Forskerne bag DMI’s klimaatlas forudser, at antallet af skybrud på Djursland vil stige med 80 procent i løbet af 50-80 år og 41 procent allerede om 20-50 år sammenlignet med perioden fra 1980-2010.

Der er mange andre muligheder for at forebygge vand i kælderen. For eksempel ved at anlægge terrassen, så vandet løber væk fra huset, samt at få oprettet en faskine, så vandet fra tagrenderne løber ud i faskinen og langsomt siver ned i jorden i stedet for at belaste afløbene med vand. Det er også vigtigt at reparere eventuelle revner og huller i kældervægge og gulve.

Hvis du er i tvivl om, hvad der skal til, er det en god idé at kontakte sin kloakmester og få en gennemgang af kloak og afløbssystemet.

”Vi kan foreslå forbedringer og alternativer, så kloaksystemet er bedst muligt rustet til de store nedbørsmængder fremover,” siger Preben Pedersen fra Aktiv Entreprise.

Du kan finde mere inspiration til at sikre dit hus mod klimaforandringerne på den officielle hjemmeside, www.klimatilpasning.dk